Lægevidenskaben har påvist, vores smagsløg ændrer sig med alderen. Den har også påvist, at vi forbinder duft, udseende og smag med appetitten. Og tilmed har man påvist, at vi forbinder bestemte dufte og smage med særlige oplevelser.
Ændringen af smagsregistret, kender vi fra kaffe og the. Som børn var kaffe en udrikkelig bitter oplevelse. Men smager man kaffe flere gange, evt. tilsat sukker/mælk til en start, vil man opleve en tilvænning til smagen og man kommer måske ligefrem til at kunne lide det.
I øvrigt gælder det samme ofte for øl, vin...og snaps…
Udseendet er ofte kulturelt betinget. Men udseendet kan hos nogle, ligefrem få maven til, at vende sig. Inuitter spiser, med stor velbehag, indholdet fra dele af sælens tarm. Her er det de færreste Danske, der vil forsøge sig.
Med denne viden in mente, skal vi sørge for, at snapsen ser godt ud, har en flot farve og ikke er for stærk blandet op.
Der må ikke være for meget bundfald, farven skal være klar og den skal dufte af det den udgiver sig for at være.
Man skal også huske på, at dén snaps man vrængede på næsen af, for år tilbage, kan være en delikatesse senere. Om det så skyldes alene, at smagsløgene er ændret eller, at snapsen er modnet, kan være vanskelig, at måle. Nok lidt af begge dele.
Smag er jo en smagssag.
Det den ene finder henrivende godt, spytter den anden ud. Det er umuligt, at gøre alle tilfredse med kun én snaps. Derfor må man sørge for, at have lidt at vælge mellem. Man må jo have til den kræsne gæst også. Noget til "mænnerne" og noget til damerne, noget til begynderen og noget til conneseurs. Og noget til enhver lejlighed.
I det øjeblik man serverer mere end én snaps, kommer anledningen også til, at hive resten frem. Sammen med flaskerne kommer også anekdoterne fra sanketure, fra jagtturene, beretningen om de mærkelige ansigtsudtryk på ekspedienten i helsekosten osv.
Straks er du i gang med, at nørde rundt i urters helbredende effekter, om alkymisme og hvordan man udvinder snogespyt i måneskin.
Haps
haps
haps
nu skal vi ha' snaps.